Om Nordspråk PDF Udskriv Email
Skrevet af hr   
mandag, 01 februar 2010 00:00

Nordspråk er et netværk for lærere der underviser i et nordisk sprog som modersmål og som fremmedsprog.
Den overordnede ramme for Nordspråks arbejde for 2009-2011 er problemstilligen:
Nordisk sprog- og kulturfælleskab - ideal eller realitet?

Hvem er Nordspråk? Nordspråk er en organisation bestående af repræsentanter for nordiske modersmålslærerforeninger og foreninger for underviser i nordiske sprog som fremmedsprog. Nordspråks fornemmeste opgave er at arbejde for at sikre, at nordiske undervisere på grundskoler, gymnasier og læreruddannelser har en opdateret viden om de andre nordiske landes kultur og litteratur, og at de har redskaber til at varetage undervisning i nordiske sprog som nabosprog eller fremmedsprog. Nordspråk har arbejdet med udvikling af kurser og udgivelser til nordiske undervisere i mere end 30 år. Nordspråk arbejder under nordplus-programmet: NordPlus Nordiske sprog og kultur

Begrundelse for Nordspråks arbejde: En vigtig forudsætning og begrundelse for et nordisk samarbejde er, at samarbejdet foregår på et af de skandinaviske sprog. Det er på mange måder den fælles nordiske sprogforståelse, der har været og stadig er udgangspunktet for det nordiske samarbejde – en sprogforståelse som andre europæiske regioner i øvrigt er meget interesserede i. Men det nordiske samarbejde er ikke en selvfølge, og skal samarbejdet fortsat have en særlig begrundelse og værdi, er en fælles sprogforståelse central. Sproget giver dels adgang til en mere fri kommunikation mellem naboer, dels til at deltage i andre nordiske landes uddannelser og arbejdsmarked, og dels til at opleve og deltage i den nordiske kultur og litteratur på originalsproget. Vi rejser og arbejder i de andre nordiske lande i øget omfang, og her er kommunikationssproget og den kultur, vi indgår i, nordisk. Men den internordiske sprogforståelse har det svært i disse år, viser forskellige undersøgelser. Især de unge siger, at de har svært ved at forstå hinandens sprog, og de vælger i stedet engelsk som fælles kommunikationssprog, når de mødes, med mindre de gennem skole og uddannelse har opdaget, at der er mange fordele forbundet med at kunne kommunikere med andre nordboere på eget sprog (for skandinavers vedkommende) eller et andet nordisk sprog (for islændinge, grønlændere, finner og færingers vedkommende).Den største udfordring i disse år er derfor at sikre, at nordiske unge også i fremtiden gennem sproget får adgang til at deltage i og videreudvikle den nordiske kultur og det nordiske fællesskab.

Nordspråks program
: Nordspråk vil i sin kursus- og udgivelsesvirksomhed sætte fokus på, hvordan de kommende generationer lettere får adgang til det sprog- og kulturfællesskab, som er udgangspunktet for at kunne gebærde sig hjemmevant i de andre nordiske lande. Nordspråk samarbejder med andre nordiske organisationer og projekter, som har tilknytning til undervisning og læring. Nordspråk arbejder for at fastholde et sprogligt mangefold.
Den overordnede overskrift vil være rammen om de aktiviteter, der sættes i gang. Igennem kurser, konferencer, udgivelser mv. vil vi forsøge at uddybe/nuancere og nærme os svar på, hvordan det står til med den nordiske sprog- og kulturforståelse, og hvordan vi kan sikre dens fortsatte eksistens.

Indsatsområder:

  • Sprog – udvikling af kommunikative kompetencer på et eller flere skandinaviske sprog, særligt fokus på lytteforståelse
  • Nordisk kunst: film, design, litteratur (fx samtidsromanen), musik, sang
  • Videreudvikling af nordisk didaktik
  • Undervisningstraditioner og skole- og uddannelsesudvikling
  • Ungdomskultur, herunder virtuelle platforme som mødested for nordiske unge
  • Etablering af nordiske netværk inden for undervisning

    Læs også artikel 1 for at få mere information
    Hent Nordspråks arbejdsprogram 2009-10

    Hanne Rochholz, webredaktør
    Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.


Senest opdateret ( mandag, 01 februar 2010 14:27 )